”Vi bruger kølerne som fadølsanlæg og får dem designet, som vi gerne vil have det. Kuvatek har altid drejet deres standardløsninger i retning af vores ønsker.”
– Henrik Nielsen, fadølstekniker
Hancock Bryggerierne blev stiftet i 1876 og er et regionalt bryggeri fra Skive. Bryggeriet producerer bl.a. øl og sodavand og er kendt for sin jule- og påskebryg. Hancock bruger Kuvatek-kølere til fadølsanlæg, som de lejer ud til alle slags fester – og så er alle gæster med garanti sikret et glas koldt fadøl.
Hancock Bryggerierne har ca. 600 kølere, som de har købt fra Kuvatek, fra før det hed Kuvatek.
”Vi bruger Kuvateks kølere som fadølsanlæg, som vi udlejer til mange forskellige festlige lejligheder – alt lige fra festivaler til private havefester, studenterfester, julefrokoster og receptioner. Vi udlejer dem hele året rundt,” fortæller Henrik Nielsen, fadølstekniker hos Hancock.
Hancock bruger kølerne til fadølsanlæg og kobler derfor fadølsfustager til dem. Det stiller helt specifikke krav til kølernes design:
”Vi bruger kølerne som fadølsanlæg og får dem designet, som vi gerne vil. Kuvatek har altid drejet deres standardløsninger i retning af vores ønsker, og derfor har vi altid været stor aftager oppe hos dem. Det gør det langt nemmere. Det er ikke et voldsomt specialdesign – det er enkelte krav til indgange og udgange i anlægget, og så bliver det sådan. Vi får det, som vi vil have det,” forklarer Henrik Nielsen.
Når nu kølerne skal køle øl, gælder der andre regler end ved vand. Dem har Kuvatek naturligvis 100 % styr på:
”Der er nogle indstillinger i kølerne, der skal være anderledes ved fadøl end ved vand. Vand skal jo bare være koldt, men fadøl skal køles på den rigtige måde – ellers skummer det. Så Kuvatek har en opgave i at klargøre kølerne til at køle øl. Det klarer de super, og det kører, som det skal,” fortæller Henrik Nielsen.
Hancock købte den første køler i 1987, fra før kølerne overhovedet hed Kuvatek. Den seneste køler blev købt i 2016. Hvorfor har Hancock holdt fast i Kuvatek i 30 år?
Hancock får et produkt efter deres behov. Hos Kuvatek er vi villige til at arbejde alsidigt og fleksibelt med vores produkter. Vi går langt for at tilpasse vores vandkølere til vores kunder – sågar ved at gøre dem til ”ølkølere”.
At produktet tilmed er holdbart, er en bonus, som gør servicen overkommelig:
”Hvis noget går i stykker, for eksempel en kompressor, så har vi en lokal kølemand ude i bryggeriet, der nemt kan fikse det. Det er kun, hvis der skal repareres noget, der skal certificeres – for eksempel kølemidler – at vi får det lavet hos Kuvatek, men det er meget sjældent,” siger Henrik Nielsen.
Det vigtigste er, at der er koldt øl til folket – og at der har været det i mange år:
”Jeg er kommet deroppe gennem mange år, og det er mig, der har stået for at købe anlæggene ind. Jeg har kun positivt at sige om vores samarbejde med Kuvatek,” slutter Henrik Nielsen.
Vand (eller øl) i tal
Antal kølere i alt: ca. 600 til udlejning
Antal brugere i alt: ubegrænset
Første installation: 1987
Om Hancock Bryggerierne
Hancock Bryggerierne blev stiftet i 1876 og er et regionalt bryggeri fra Skive. Bryggeriet producerer bl.a. øl og sodavand og er kendt for sin julebryg og påskebryg.